hundeslæder i høj sol

En af de første ting jeg så heroppe var vasketøj på snore udenfor husene og på alle altanerne. Vild forvirring i mit hoved: ”De hænger vådt tøj ud i minus 20 grader, og solen skinner ikke engang?!? Det må da blive nogen stive brædder?” Og jep, tøjet bliver lidt stift i kulden, men det bliver altså også tørt. Noget med lav luftfugtighed, så vandet fordamper i stedet for at fryse. Jeg fik også at vide at der fordamper ret meget vand fra sneen.
Men det er nu stadig et særligt syn at se en mand stå at skovle sne ud over sin altan, hvor han også har vasketøj hængende.

Forårsfornemmelser

Nå, men i går havde vi plusgrader, så det føltes som dansk forår i solen og jakke, hue og vanter var unødvendige. Det var skønt, for der var Grønlandsmesterskaberne i hundeslædekørsel her i Sisimiut. Man må kun køre hundeslæde nord for polarcirklen, og Sisimiut er den sydligste by med hundeslæder, for den ligger bare 50 km nord for polarcirklen. Alle deltagere fra nordligere byer skulle derfor sejle eller flyve hertil med deres hunde og slæder. De, der kom med fly havde efter sigende pakket hundene ind i poser, så bare deres hoveder fra frie – det lugtede vist ikke så godt i flyveren…
Alle de, der kom med båd, kunne ikke komme helt til Sisimiut og måtte gå i land ved en nordligere by. Der var alt for meget is til at de kunne komme herned. Således var der bare 13 deltagere her. De resterende 20 deltagere var samlet i en anden by og kørte om kap der. Det er dyrt at holde hunde og 1.præmien var vist 25.000 kr. og en masse kød til hundene, så der var meget på spil for deltagerne. Jeg ved ikke helt hvordan de gør med to vindere?!
Nå, men det var en skæg oplevelse selvom det ikke ligefrem er en publikumsvenlig sport. De starter samlet, og skal køre 40 km. Det kunne jo være ret sjovt hvis de kom forbi publikum flere gange, men det gør de ikke… De kører ud og halvanden time senere kommer de hjem igen.
Jeg havde misforstået hvornår de startede, så starten missede jeg, men i får en masse fotos af dem, da de kom i mål. Med flag i hånden, som de fik, inden de kom ind på det sidste stykke, og fyrværkeri, der blev skudt af, når de kom over målstregen!
Det er tradition at løfte slæden med køreren på, når han er kommet i mål, og så er det jo smart, at de kører på letvægtsslæder, helt uden noget ballast. Normalt er der bremsetove og -kæder på slæderne, men det er der ikke brug for i ræs. Reglen er bare, at køreren ikke må stå af slæden på noget tidspunkt. Og hundene var nemme at stoppe da de kom i mål, for der blev strøet mad ud til dem lige efter stregen, og så stopper de helt af sig selv. I en stor klump. Og da der kom tre slæder ind på samme tid, var der pludselig kluddermor med hunde og reb.
Bagefter lå hundene i små grupper og dampede, rystede og trak vejret meget hurtigt, men derfor blev de nu stadig sat til at trække store slæder proppet med mennesker tilbage til byen. Det er jo arbejdsdyr.
Om aftenen blev der holdt fest i hallen med grønlandsk polka og prisoverrækkelse, men det var jeg nu ikke med til. Så jeg ved faktisk ikke hvem, der vandt, men det kan jeg nok læse om i avisen på et tidspunkt.

Første kører på vej i mål

Vinderen!

Højt til vejrs imens hundene æder

Nummer fire, fem og seks - tror jeg nok...

Udmattede efter en time og fyrre minutters løbetur!

Sidstepladsen

Folkevandring hjemad

Onsdag flyttede jeg ind på vandrehjemmet. Jeg har ellers boet på Sømandshjemmet siden jeg kom, men det er fuldt booket i ret lang tid fremover, så nu er jeg her. Det er også fint, for så kan jeg lave mad selv, i stedet for at skulle spise den meget gammeldanske mad, de laver på Sømandshjemmet…
De første par dage var det bare mig, og Elisabeth (køkkenmedarbejder på alderdomshjemmet), der bor her fast. Men denne weekend og næste uge er her også seks 9.klassesdrenge og deres lærere fra Nuuk. Så dette skrives i køkkenet hvor jeg sidder sammen med drengene, der spiser hjemmebagte boller med smør og et tykt lag sukker (!) imens vi hører grønlandsk hiphop fra mobiltelefonen. Vældig hyggeligt!
Det var meningen, at jeg skulle bo i en vakantbolig indtil mine ting kommer herop fra Danmark, men der er ingen ledige. Åbenbart er der boligmangel her i Sisimiut, så det ser ud til at jeg kommer til at bo her de næste par uger. Det er faktisk også meget hyggeligt. Jeg har et fint stort værelse, og mulighed for selskab oveni.
Jeg er mere spændt på hvor længe der går førend jeg får mit eget sted, men det finder jeg nok ud af på et tidspunkt. Her i Grønland er vi på Afrika-tid – ikke al for megen planlægning og mange måske’er…

PS. Afrika-tid er et udtryk jeg har hugget fra min ven Jannik, der har boet i Mozambique. Måske det bare er noget, der gælder for mindre samfund, der ikke er helt så fokuserede på tid og penge?