Tasermiutfjorden

Reklamer

Skriv en kommentar

noget om planer

Her til aften, da Nina og jeg gik hjem gennem byen, hang månen lige på kanten af Kællingehætten. Rund og gul kiggede den op over fjeldkanten og spejlede sig ned i søen. Men selvom den skinner for fuld kraft, kan den ikke overdøve stjernerne, der igen er synlige. Natten er tilbage, efter tre måneder med fuld kraft på solen næsten døgnet rundt. Som den ægte skandinav jeg er, synes jeg, det er skønt at mærke årstidernes skiften.

Jeg er vokset op i et helt almindeligt villakvarter i Storkøbenhavn. Selvom jeg altid har været meget udendørs, både med spejder og sport, er det først i Grønland, at jeg har oplevet at være så tæt på naturen, hver eneste dag. Ind i mellem føles det som om både Poul Thomsen og Søren Ryge har taget plads inden i mig, og skiftes til at bruge mig som medie til at fortælle helt vilkårlige ting om Grønlands dyre- og planteliv. Jeg ved nu ting om sæler og hunde, spiselige planter og blomster, som jeg virkelig slet ikke vidste, at man kunne vide…

En hare i Sydgrønland.

En hare i Sydgrønland.

Da jeg for præcis to et halvt år siden blev ringet op af HR-damen fra kommunen, der fortalte, at jeg havde fået jobbet på plejehjemmet i Sisimiut, og spurgte, om jeg kunne begynde en uge senere, sagde jeg: “Øhm, jeg skal lige tale med min mor, tror jeg.”
Min far var i Kina med arbejdet, og jeg havde ikke fortalt nogen af dem, at jeg havde søgt et job i Grønland. “Jeg har fået et job,” sagde jeg i telefonen. “Tillykke”, sagde min mor. “Det er i Grønland”, sagde jeg. Efter en kort pause svarede hun, at hvis nogen skulle flytte til Grønland, så var det da også mig, og kunne hun så få alle detaljer på bordet.

Mine forældre i Sydgrønland

Mine forældre i Sydgrønland

Den opbakning, jeg har oplevet fra familie og venner, i de to et halvt år, jeg har boet i Sisimiut, har gjort det virkelig nemt at være langt væk hjemmefra. Masser af besøg, Skype, emails og pakker fra dem i Danmark. Masser af søde og dejlige nye venner i Sisimiut.

Jeg drømte om at komme ud og opleve ting, jeg ikke havde prøvet før. Jeg havde aldrig drømt om hvilken forskel oplevelserne ville komme til at betyde for min person. Den fornemmelse af at høre til i naturen; at kende fjeldene, vejret og årstiderne på ski, hundeslæde, i båd og på vandreture, er egentlig den samme som at kende Nørrebros asfalt på min cykel, men dog så meget mere vidtrækkende. Jeg synes egentlig ikke, at jeg har ændret mig i den tid, jeg har boet her, men jeg har lært så meget, at jeg alligevel ikke længere er den samme.

Om mindre end en måned har jeg en enkeltbillet hjem til København. Jeg har hverken job eller bolig endnu, men det er lige som jeg kan lide det. Hvad jeg er mere spændt på, er hvordan det føles at bo i en stor by igen. Hvor jeg ikke kan se havet, fjeldene, stjernerne, nordlyset og månen. Hvor der ikke er nogen, der hilser på mig på gaden og i butikkerne. Hvor der ikke er nogen slædehunde, der skal fodres. Hvor jeg igen skal have en kalender fuld af aftaler langt ud i fremtiden.

Fra en vandredag nord for Narsaq i Sydgrønland

Fra en vandredag nord for Narsaq i Sydgrønland

Jeg glæder mig til at flytte tilbage. Det er den helt rigtige beslutning at have sagt op på arbejdet, for man skal ikke kun være glad for sin fritid. Men når det endnu ikke er lykkedes mig at få skrevet et eneste ord til bloggen her om min fantastisk sommerferie i Sydgrønland, er det fordi jeg har travlt med at få suget alle de sidste oplevelser ud af Sisimiut. Om mindre end en måned er det slut. For denne gang.
I morgen flyver vi til Kangerlussuaq. Det tager knap 25 minutter. Så bruger vi 9-10 dage på at gå hele vejen tilbage til Sisimiut. Nina, Malene og jeg på tur.
Planlægger at det bliver så smukt som på billedet herunder hele vejen.

Kusine Marie på tur til udsigten ved førstefjorden

Kusine Marie på tur til udsigten ved førstefjorden

, ,

2 kommentarer

hvaler i Amerloq

IMG_9441

Vi var på fisketur i går. Knap 30 torsk på mindre end en time. Rigeligt både til hundene og en kæmpe bunke fiskefrikadeller senere i dag. Jeg har aldrig fisket i Danmark, men heroppe er det sjovt.
Fremgangsmåden er simpel: En pilk med 6-7 kroge. Lad linen gå til den rammer bunden, og hiv et par gange, så er der bid. Træk lidt op og lad gå et par gange mere, og hal så i land: to, tre eller fire torsk på krogene på én gang.
Det umiddelbare ubehag jeg føler ved at tage fat i glat, sprællende fisk bliver lidt mindre for hver fisk, der hives i land, men jeg vænner mig nok aldrig til den knasende lyd det giver at fjerne krogen fra fiskens mund.

Senere sejlede vi længere ind i Amerloq, fjorden syd for Sisimiut, hvor vi var heldige at finde pukkelhvaler. En mor og hendes unge, tror jeg.
Jeg har set hvaler en del gange efterhånden, men hver eneste gang er alligevel en stor oplevelse. De er så enorme og lyden af deres blåst helt magisk.

_MG_9461

_MG_9463

_MG_9473

_MG_9474

_MG_9478

_MG_9479

_MG_9480

Og så dykkede de igen.

_MG_9492

_MG_9493

_MG_9494

, , , , ,

1 kommentar

isbjørneangst

Det er blevet sommer i Sisimiut, og jeg har fået ferie. I morgen tidlig rejser jeg mod syd med Sarfaq Ittuk. Jeg skal være af sted en hel måned, og det har virkelig været svært at pakke. Synes jeg har foruroligende lidt tøj og en ret stor mængde mad i rygsækken. Vi får se om det slår til.

Som jeg skrev på facebook tidligere i dag, så har jeg pakket nødraketter. En meget garvet type sagde, at jeg skulle tage gevær med, hvis der nu dukker en isbjørn op. Arj, sagde jeg. Så skal du i det mindste have nødraketter med, så du kan skræmme dyret væk, sagde han. Og så helt alvorlig ud.
Ideen om alenetid i fuldkommen isoleret fjeldlandskab føles pludselig lidt absurd. Jeg tror, at jeg besvimer af skræk, hvis en isbjørn banker på mit telt. Ser for mig, hvordan fummelfingrene får spredt patronerne til alle sider, mens panikangsten får hjertet til at hamre og sveden til at springe…

For at berolige publikummet må jeg hellere skrive, at det er ret sjældent, at der dukker isbjørne op, hvor jeg skal være. Og de bliver som oftest spottet af lokale, der er ude at sejle. Jeg har heller ikke hørt om nogen, der er blevet spist, så mon ikke det går?!

Jeg er tilbage om en måneds tid. Formentlig med et par tusinde fotografier at sortere i. Glæder mig til at fortælle om det hele. I får lige et par billeder fra min fødselsdag. Vi var i Assaqutaq, en nedlagt bygd lige syd for byen. Lagkage, dejlige mennesker, gin og tonics og telt. Om morgenen svømmede en hval forbi. God måde at fejre 31 år!

IMG_7802

IMG_7804

Første fødselsdag nogensinde, hvor det har været nødvendigt med hue.

IMG_7805

Intet blogindlæg uden et hundebillede: yndlingshunden Ingolf var med.

IMG_7779

IMG_7808

, , , , ,

2 kommentarer

Kap Farvel i sigte

http://www.environmentalgraffiti.com/news-breathtaking-beauty-tasermiut-fjord?image=3

Vladimir Donkov – http://www.verticalshot.com

Sommerferien er booket. Turen går sydpå, men ikke til Danmark. De spidse fjelde og den smukke himmel er fra Tasermiutfjorden ved Nanortalik i Sydgrønland.
I en måned skal jeg ture rundt mellem byer og bygder i det sydligste Grønland. Noget af tiden sammen med mine forældre, og noget af tiden alene.
Jeg har tegnet på et kort, så det er nemmere at forstå, hvad der skal foregå.

sydgrønlandskort copy

Mandag d. 24. juni går jeg om bord på Sarfaq Ittuk, kystskibet, der sejler mellem Ilulissat og Qaqortoq på Grønlands vestkyst. Det tager tre hele dage at komme til Qaqortoq. Jeg planlægger, at det bliver godt vejr, så jeg bare kan sidde på dækket, drikke kaffe, læse en bog og kigge ind på landet. Mine forældre hopper på i Nuuk. Det bliver skønt, for så er det et halvt år siden, jeg sidst har set dem.
Fra Qaqortoq bruger vi en uges tid på at tage ind i land til Narsarsuaq. Gennem Blue Ice har vi fået arrangeret al overnatning, sejlads og bagagetransport. Vi skal se ruiner fra nordboerne, overnatte i bygderne Igaliku og Qassiarsuk, klappe fårene og plukke blomsterne. Og tage en masse billeder af isfjelde.

Når mine forældre flyver hjem fra Narsarsuaq, hopper jeg på helikopteren til Nanortalik. Jeg har aldrig fløjet med helikopter før, så det bliver sjovt. Især hvis vejret opfører sig godt, så jeg ikke strander et eller andet sted.
Nanortalik er en lille by, uden for den almindelige turists vej, men med den mest eventyrlige natur. Planen er noget med at lokke nogen til at sejle mig ind i det store ingenting, vandre omkring i nogle dage og så blive hentet igen. Det er en plan, der stadig er under udarbejdelse.

Efter en uges tid alene er jeg formentlig ved at boble over af ord. Derfor flyver jeg til Narsaq (også med helikopter – yay!), hvor jeg skal mødes med Rasmus. Rasmus er en god ven fra København, som har familie i Narsaq. Han er på besøg hos familien, og så kunne det lige passe at mødes. Jeg glæder mig til at vi skal kravle op på et fjeld, kigge ud over fjorden og tale lidt om verden.

Efter nogle dage i Narsaq, tager jeg rygsækken på igen og vandrer min vej tilbage til Narsarsuaq.

Så er der gået fire uger, og jeg flyver tilbage til Sisimiut.

Hvis I er nysgerrige efter at vide mere om Sydgrønland, så har jeg samlet links til relevante hjemmesider på Pinterest

, , , , , , , ,

Skriv en kommentar

fiskeri på frossen fjord

IMG_7598

Maj måned viser sig at blive en bedre vintermåned end både marts og april. Imens Danmark har sukket efter varmere vejr, har vi grædt over plusgrader, smeltet sne og langtidsparkerede snescootere, ski og hundeslæder. Men nu – hvor det er lyst døgnet rundt, og solen brænder mit ansigt rødt, når jeg glemmer solcremen – har vi fået sne og frost igen…

IMG_7596

Alle forårets helligdage skal bruges til noget godt, så vi spændte hundene for slæderne og mødtes på førstefjorden. De entusiastiske hakkede huller i isen og pilkede efter torsk. Vi andre spiste vores madpakker og tog lidt billeder.

IMG_7620

IMG_7600

Der kom et par scootere forbi. De ville gerne være med.
Området mellem Sisimiut og førstefjorden er lidt som alle sisimiormiutters baghave. Her kører både snescootere og slæder i faste spor. Vi hilser og vinker eller stopper op og får en snak. På søndage med høj sol kan det vel kaldes byens alternative hovedgade.

IMG_7602

Anette fik bid.

IMG_7604

Vild jubel. Det er næsten som når vi fisker om sommeren, hvor man får fyldt krogene i løbet af få minutter.

IMG_7607

Den næste fisk har sat sig på tværs under isen, og kan ikke hives op. Der er grødis i hullet, men Sine er sej.

IMG_7616

Den fine torsk havde fået krogen i maven.

IMG_7624

Det var næsten som om, at den forsøgte at svømme sin vej.

IMG_7625

Når de alligevel bare skal vente, stiller mine hunde gerne op til hvad der ligner et portræt af en dysfunktionel familie.

IMG_7630

, , , , , , , ,

Skriv en kommentar

sol, sne, hunde – jeg kan ikke få nok …

IMG_3505

Weekenderne er hellige for den, der arbejder 8-16 mandag til fredag. Specielt i denne vintertid, hvor jeg både træner på ski, for at komme i nogenlunde hæderlig form til Arctic Circle Race, og gerne vil køre en hel masse ture med hundene.
Her er lige lidt stemningsbilleder fra søndagens tur op til UFO’en. Det er sådan en smuk rute, både sommer og vinter.
Det er efterhånden lykkedes mig at få så meget styr på det hele, at jeg kan køre alene. Akilleshælen har været at undgå, at hundene fik lavet kluddermor med skaglerne (deres snore) rundt om slæden, når jeg spændte dem for. Nårh ja, og så at forhindre, at de forsøgte at stikke af, når vi skulle holde pause for at filtre skaglerne ud.

IMG_3492

Men se bare hvor fint de sidder her foran UFO’en. For to uger siden var Sine og jeg på tur med hundene i fire dage, og det hjalp virkelig på opdragelsen. Alle andre hundeejere havde godt fortalt det; at man kommer tilbage fra sådan en tur med nogle helt andre hunde. Når de kommer længere væk fra hjem, og ikke bare kører den samme tur hver gang, lærer de virkelig hvad det går ud på.
Tidligere på sæsonen skulle jeg hele tiden være på vagt for om de kunne finde på at løbe deres vej. Det skal jeg selvfølgelig stadig – der er ikke meget sjov ved at stå ude midt i fjeldet uden sine hunde – men det er ikke længere noget, de kan finde på hvert øjeblik, det skal være.

IMG_3495

Nu kunne jeg stå med ryggen til dem, og sludre lidt med Stefan.

IMG_3497

Slædesporet krydser ind over elven flere steder. Jeg er ikke klar over hvorfor og hvordan det sker, men ind imellem løber elven over og skaber store våde områder, der så efterhånden fryser til igen. For tiden er der ret mange områder med enten is eller vand. Flere af hundene er panisk angste for is og vand. Det ene øjeblik løber de smukt i vifte foran slæden. Det næste er de spredt til alle sider i et desperat forsøg på at komme væk. Men det kan de jo ikke… Nogle gange er det bare et lille område, og så lykkes det at komme over. Andre gange går slæden helt i stå, og jeg må hoppe af, og gå foran. Hvis jeg tør gå på is og vand, så tør de pludselig også. Og så håber jeg, at de har lært det til næste gang.

IMG_3500

, , , , , , ,

1 kommentar