Posts Tagged Kællingehætten

sommer i Sisimiut

Juli måned har været fyldt med blå himmel, varme og myg. Bare arme, bare tæer i sandaler og mange is. Turister i byen, traveture med hundene og telttur i myggeland.

Jacob renoverer hus. Han har revet al indmad ud, bygget til og det bliver så fint. Tamara og jeg hjælper hvor vi kan, og hvor vi kan snakke samtidig.

Forrige uge tog vi hunden Nallin (nallin er forkortelse af nallinnaq! der betyder stakkels ham! det skind) med ud til vandsøen for at bade. Søen hedder sådan, fordi det er herfra, byen bliver forsynet med drikkevand.

Mine ben kandiderer til titlen som Grønlands blegeste. Men de havde ikke glemt hvordan man svømmer.
Sommeren har været ganske varm og solrig, så det var virkelig dejligt at hoppe i badetøjet. Jeg svømmede ud til midten af søen et par gange, og her var vandet koldt. Men på det lave kunne vi pjaske rundt længe.

I år har der været besøg af fem-seks forskellige sejlbåde. Jeg bliver ellevild hver eneste gang, jeg får øje på dem, og får lyst til at blaffe mig en tur. Tænk, hvor smukt at gå for sejl op langs Grønlands kyst. Den grønne her ejes af nogle franskmænd, jeg fik en kort snak med. De havde sejlet fra New Foundland, og skulle videre til Norge. Til næste år ville de sejle til Alaska.

Den store i midten var her også sidste år. Billy Budd, hedder den vist.

Den gule og den grå har været væk i et par uger, men nu ligger de her igen. I forvejen elsker jeg at bo et sted, hvor jeg kan kigge ud over havet hver eneste dag. Romantikeren i mig, synes det er helt vidunderligt, at der også er sejlbåde at kigge på.

Der har været GM i fodbold for oldboys. I år var Sisimiut værter. Jeg kom tilfældigt forbi med mit kamera en aften, hvor SAK (det lokale hold) spillede semifinale. Camp Nou, Old Trafford og Parken, gå hjem og vug; Sisimiut har da de bedste tilskuerpladser.

Det blev for øvrigt til sølv for SAK. Men den kamp så jeg ikke, for lørdag brugte Tamara og jeg på at gå op på Kællingehætten.

Det er bare smukt og godt at se det hele fra oven.

I slutningen af juni var der koncert nede på havnen. Sume spillede på Sarfaq Ittuk (kystskibet) inden det skulle sejle nordpå. Sume er en grønlandsk rockgruppe, der blev dannet i 1973. Det er vist mange år siden, de har lavet ny musik, men de giver et par koncerter hvert år, og er stadig vældig populære. På deres første turné rundt i Grønland, havde de ikke råd til transporten fra by til by, så på turen fra Sisimiut til Aasiat gav de koncert om bord på kystskibet som betaling. Nu skal der laves en film om dem, og det var anledningen til, at de spillede for os.

Der var mange mennesker, og en dejlig stemning med sang og armene i vejret. Det trækker byens fotoentusiaster til.

Hvis man gerne vil se smukke, flotte, kreative og dejlige fotos her fra byen, så kan jeg anbefale et kig på Mads’ side her.

Når jeg får købt mig en ny computer, så vil jeg også lære at redigere i mine billeder. Lige nu er de bare hevet direkte fra kameraet og op på bloggen, men jeg får sådan lyst til at kunne gengive al den skønhed, jeg er omgivet af.
Farvel for denne gang, men på snarligt gensyn, for jeg var på sejltur til Kangerluarsuq Ungalleq (2. fjorden) i går, og det var så smukt.

Reklamer

, , , , , , ,

1 kommentar

nordlys og ski

Jeg har fået nyt kamera. Nyt brugt. Har købt et Canon 400D af en ven, der gerne ville have et nyt. Helt perfekt til en nybegynder som mig. Det er rigtig sjovt at bruge. Men det er sjovt hvordan én nyanskaffelse kan gøre ønskelisten længere. For nu kunne det da også være fint med et andet objektiv. Og måske et stativ.
Stativet ville i hvert fald være fint når der er nordlys på programmet som i mandags.

Ud af mit vindue ser det egentlig mest således ud.

Men længere lukketider kan trylle.

Jeg drømmer om, at de slukker gadelamperne, så vi kan se nordlyset i al sin pragt. Men det gør de ikke, så jeg gik ud på Teleøen, ud forbi den sidste gadelampe, oppe ved olietankene.

Invasion fra det ydre rum? Advarselslamper til flyvemaskinerne.

Karlsvognen.

Tilbage i byen var det også rigtig fint.

Det går meget langsomt fremad med at blive bedre til grønlandsk. Jeg forstår nogle gange nogle ting. Det er fedt. Det går temmelig meget dårligere med at tale sproget. Jeg lover Jer, det er svært. Udover at lydene er utrolig fremmede for både ører og tunge, så er sætningskonstruktionen jo en helt anden. Man har således en grundstamme, som man putter vedhæng og endelser på. Ofte når jeg at høre grundstammen af ordet, men fanger ikke resten. Og så kan det næsten være lige meget. Men det er stadig sjovt at lære.
Et lille eksempel:
arsaq = bold
arsarneq = boldspil
arsarnerit = nordlys
arsarnerpoq = der er nordlys
arsarpoq = spiller bold

Hvad har boldspil og nordlys med hinanden at gøre?
Jo, i følge den grønlandske mytologi, så er det de døde, der spiller fodbold med kraniet fra en hvalros, oppe i dødsriget i himlen. Man må ikke fløjte efter dem, for så kommer de tættere på, og det kan være farligt.
Jeg har ellers også læst, at i dødsriget i himlen er der kun fugle, så hvordan mon de har fået fat på et hovede fra en hvalros?

Ellers bruger jeg en del timer på ski. På mine nye hurtige ski. Er medlem af skiklubben, så jeg nyder godt af fællestræningen. Det er en hyggelig blanding af dygtige unge talenter og midaldrende mænd. Alle er vældig søde til at hjælpe med tips og tricks til skismøring, påklædning og teknik.

, , , , ,

2 kommentarer

den første snemand og blandet nyt


Den første september faldt der sne. Passende start på efteråret. Om morgenen lå der det fineste drys på fjeldene. Siden er der faldet sne flere gange, vi har haft nattefrost i meget af september og det ser ud til at vi rammer -10 grader en gang i næste uge.
Jeg har ikke fotograferet helt så meget her i september, og det kunne måske heller ikke blive ved på den måde – 6 måneders billeder fylder 11,8 GB på min harddisk. Jeg skyder skylden på solnedgangene og de smukke udsigter.

Mine forældre var på besøg i midten af september. Først min mor i en uge alene og så kom min far i seks dage, inden de rejste hjem sammen. Jeg har ikke fået taget et eneste billede af dem heroppe… Men det var vidunderlig hyggeligt og dejligt. Jeg fik vist alting frem, de mødte næsten alle de mennesker, jeg kender, spiste rensdyr, mattak (hud fra marsvin), ræklinger (tørret hellefisk) og tørret torsk, var til kaffemik, kiggede på udsigten, solnedgangene og gamle bopladser på Teleøen, hilste på hundene, min mor og jeg var på telttur, de var selv på dagstur ud i fjeldet hvor de krydsede en elv i bare ben (koldt!) og mest af alt fik vi talt en hel masse.

Det er i hvert fald ikke fordi jeg var træt af min familie, at jeg rejste 4000 km nord på. Det kunne bare være alle tiders at have dem heroppe hele tiden – de passede så fint ind. Og det var især rigtig dejligt at de fuldstændig delte min begejstring for byen, menneskene og naturen.
Da jeg stod i afgangshallen i Kastrup for 6½ måned siden og sagde farvel til forældre med tårer i øjnene, da tænkte jeg ikke over, at det ville blive hårdt med lang tids adskillelse fra familie og venner. Sommerfuglene i maven overskyggede vist alt andet.
Men denne gang, hvor de jo rejste fra mig, da blev det sat lidt mere på spidsen: “hejhej, sidste knus inden jeg går, vi ses om… tjaaa 6-10 måneder måske?” Så der er blevet savnet lidt mere i den forgangne uge, end jeg har prøvet før.

Men så er det jo heldigt, at tankerne kan afledes med sne og solnedgange!

Da jeg gik hjem fra træning onsdag aften kl. 19.30 så verden således ud!

Jeg har også fået taget lidt fotos af det særlige grønlandske, som efterhånden er blevet vane, men alligevel er så særligt.
Her er det mit absolutte yndlingshus. Cykler forbi hver dag til og fra arbejde. Det ligger på en knold, der er kun adgang via gangbroen på de høje pæle, der er helt sikkert poselokum og formentlig er der ikke rindende vand. Jeg er helt solgt.

På torvet foran Kredsretten er der blevet gravet en lang rende. Den skal selvfølgelig afspærres.

Det er jagtsæson. Mit indtryk er, at alle grønlandske mænd har været afsted med riflen over skulderen.

I søndags var Sophie og jeg på Kællingehætten. DMI, de snydepelse, havde lovet opklaring ved middagstid, så vi havde aftalt tur. Jeg havde ikke været deroppe endnu, og ville meget gerne nå det inden vi får alt for meget sne. Det var en skøn tur, men ganske tåget, så ingen misundelsesværdige udsigtsbilleder.

Der var sne fra onkring 600 meters højde.


Årets første snemand.

Udsigt mod nordøst.

Kig mod vest.

Vi gik ikke helt op på spidsen. Det sneede de sidste 100 meter og der lå lige et par centimeter på selve spidsen. Den består primært af stejlt fjeld, og det bliver ganske glat i sneen. Så vi var fornuftige, og gik kun halvvejs op ad spidsen. Se, det ser også stejlt ud.


Så vidt man mener, så har spidsen af fjeldet akkurat stukket op over isen, der engang dækkede hele området. Så derfor har den ikke slid/skuremærker på samme måde (tror jeg nok). 735 meter i hvert fald.

I tirsdags var det så dejligt vejr, at vi rykkede træningen udendørs og gik op på Præstefjeldet. Det er omtrent ligesom at gå op af trapper i en hel time. Dejligt!

Som altid smukt.

En gang skal jeg derned mod syd og se nærmere på de snedækkede fjelde. De ligger 50-70 km borte.


På vejen ned mødt vi en modig lille hare, der var komplet ligeglad med os. Først da Sophie var to meter fra den sprintede den sin vej. Vi forstyrrede den nok midt i dens opfedning.

Der er utallige ting, jeg kunne skrive om, listen bliver bare længere og længere, men det går ikke. Så her er nogle overskrifter fra september…
Vi havde byfest med hoppeborg, karrusel, øltelt og koncert med Rasmus Lyberth.
Jeg er startet på sprogkursus igen. Modul 2 som fjernundervisning. 1½ time om ugen logger jeg på nettet og bliver undervist sammen med kursister fra hele Grønland. Det er virkelig “ajunngilaq” – jeg begynder sådan rigtig at kunne sige små ord og forstå de nemme, korte sætninger.
Sisimiut har besøg af en cyklende inder, Somen Debnath, der rejser rundt i hele verden for at fortælle om AIDS og Indien. Han har som mål at have besøgt 191 lande i 2020.
Jeg har hæklet to huer og er i gang med et halstørklæde. På lørdag skal jeg lære at strikke. I troede måske, at det var noget jeg kunne, men niks, det er store sager.
Jens, dansk læge, der ejer hundene, er kommet tilbage til byen, så nu er vi tre til at passe. Det er helt perfekt, for det har givet plads til at optrappe træningen – der er Arctic Circle Race 2012 om seks måneder, og det vil jeg gerne med til.

Med mørket er nordlyset kommet, og i tirsdags var himlen ikke engang rigtig sort endnu da det bølgede frem og tilbage på himlen. Det kan ikke beskrives hvor sejt det er.


Det bliver ikke helt så kraftigt grønt med mit lille kamera på auto-indstillinger, men det gør det nu meget godt.

Nå ja, og så har jeg været i avisen. Eller rettere, på den landsdækkende internetavis Sermitsiaq. Se bare her: http://sermitsiaq.ag/node/106948 Hvor man kan læse, at der nu tilbydes kommunal fysio- og ergoterapi til handicappede borgere.
Og her, hvor man kan læse, at Sisimiut i morgen fredag d. 30. september indvier et nyt udendørs fitnessområde, hvor “den kommunale fysioterapeut” hjælper med at vise, hvordan man skal gøre.

Så jeg må hellere komme i seng, så jeg kan være frisk til både indvielse, koncert, strikkeklub og to gange kaffemik i løbet af weekenden.

, , , , , , , , , ,

3 kommentarer