Arctic Circle Race

 

Arctic Circle Race - campen ude på søen

Her er nogle af de mange fotografier, som jeg fik taget i sidste weekend til Arctic Circle Race 2011 – afholdt for 15. gang. Der er flere fotos og resultater på http://www.acr.gl/ 

Det var en helt fantastisk oplevelse at være med som frivillig, men nu drømmer jeg om at være med som deltager i 2012 – jeg har et helt år til at træne, og alle bakkerne lige uden for døren. Det kommer I nok til at høre meget mere om. Jeg skal se om der bliver tid til at få skrevet noget tekst om alt det, der foregik i de tre dage.

Torsdag aften - det er ca. minus 30 grader

 

Med vinterjakke under flyverdragten og to huer! Kaffen var tiltrængt.

 

Boller bliver skåret i mundrette stykker, nemme at proppe i munden

 

Bagagetransport

Løberne sover to og to i ikke-opvarmede telte. Alle de frivillige overnatter i de store, opvarmede telte.

Starten er gået for lørdagens etape

 

118 løbere på række

 

Efterhånden spredes feltet

 

Start søndag - 160 km og 100 km skal hver deres vej

 

Casper er klar til at rykke ud

Der skulle forceres en del højdemeter

 

Mange steder kunne det bedre svare sig uden ski

 

Helt dernede ligger byen

 

Kællingehætten, med drikkepost på toppen

 

Belønningen - de smukkeste udsigter

 

De sidste to løbere på vej i mål

 

De følges af en karavane af frivillige

 

Mere end 25 timer på ski er overstået - en sejr for de to sidste!

Første uge

Det har ikke været så koldt i tre år, siger de. Og kan lide kulden. Jeg har også vænnet mig mere til det – synes faktisk meget godt om det. Når solen skinner og det ikke blæser i hvert fald. Men kunne også godt lide at det var lidt varmere i morges…

I torsdags så jeg hundeslæder for første gang og det ser så fint ud. Hundene, der normalt står bundet og ser bidske ud, har tungen ude af munden og arbejder hårdt for føden. Jeg troede at man bare skulle sidde stille på den slæde og kigge på naturen og hundenumserne, men niks: lige så snart det går opad skal man hoppe af og løbe ved siden af. Jeg talte med nogle piger, der prøvede det i lørdags og de syntes, det var hårdt arbejde. Rigtig sjovt at køre nedad i fuld fart, knap så afslappende at skulle gå opad gennem dyb sne.

I lørdags byggede vi en stor isbjørn ude i sneen. Det var Agathe, der er grønlænder, fysioterapeut på sygehuset og gift med byens bager, som havde inviteret. Så mødte jeg hendes søster og søsterens to børn. Vi byggede den ved at skære store klodser af sne og stable dem – ligesom når man laver en snehytte. Det er ret smart, at man kan bære rundt på sådan nogle klodser af sne. Jeg har altså altid troet, at det var is man skar ud, men åbenbart ikke.

Lørdag aften var jeg inviteret med til forfest hos Nadia, den anden fysioterapeut på sygehuset, inden vi skulle i byen. Det er ligesom at være teenager – man drikker inden man går ud, for det er alt for dyrt på værtshusene… Så jeg var på Raaja (Rejen), som vist er et ret festligt sted, i hvert fald når der er mange mennesker. Og det er der åbenbart mest fredag. Så da vi kom ind i vores skitøj – syv hunkøn og en mand – gik der ikke mange øjeblikke førend vi var komplet omringede. Af en gruppe danske mænd med for mange penge. De arbejdede syv dage om ugen nede på rejefabrikken, havde været her siden januar og skal først hjem i april. Så de gav omgange og underholdt og nød at have kvindeligt selskab 🙂
Kukkukkooq er byens andet værtshus, efter sigende med et lidt ældre publikum, men det ligger lige ved siden af Rejen, så det finder jeg nok ud af. Og begge ligger lige nedenfor alderdomshjemmet. Derudover har byen et diskotek. Starlight, hedder det… Og hvis jeg kender mig selv ret, så skal I nok få historier derfra på et tidspunkt!

Søndag så jeg “Black Swan” i biografen i Kulturhuset, og da vi kom ud var der NORDLYS!!!!!
Det var så fantastisk. Helt ubeskriveligt. Jeg fik lyst til at ringe til Elværket og bede dem om at slukke alt lys i byen, men man kunne nu alligevel godt se at det var grønligt og med sarte lyserøde nuancer når det var mest kraftigt. Den måde det snoede og bevægede sig på himlen var helt eventyrlig – jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende.
Prøv at billed-google “nordlys” og se alle de fantastiske fotografier. Farverne var ikke så vilde, det var mere som fotoet herunder. Jeg håber at få mulighed for at komme ud i naturen og se det på et tidspunkt.

Foreløbig er jeg meget begejstret for livet her. Der er søde kolleger og hyggelige beboere her på Utoqqaat angerlarsimaffiat (alderdomshjemmet), jeg er godt i gang med at lære folk at kende, her er de smukkeste omgivelser og masser af muligheder for fritidsfornøjelser.
I morgen er der stormøde for alle, der gerne vil være frivillige til Arctic Circle Race http://www.acr.gl/ som bliver afholdt 8.-10. april, men det kommer jeg nok til at fortælle meget mere om.

Smukt og dejligt

Rigtig mange af Jer har sagt: ”Grønland… der er så mørkt!” Men næh, ikke i marts måned. Se hvilke billeder jeg kunne tage ud af vinduet her på Sømandshjemmet kl. seks i morges.

Og nu hvor jeg skriver dette er klokken halv otte, og det er ved at være mørkt igen. Ind imellem har jeg været på arbejde, hvor jeg sad i mit fine store rum:

Også her har jeg en ret blæret udsigt!

Efter arbejde gik jeg mig en tur ned til havnen og rundt langs bugten ind til byen igen. Her fik jeg også taget en masse billeder. Det var så smadderkoldt at alle billederne er taget med hænderne pakket ind i både strikvanter og luffer. Men der var næsten ingen vind, så det var rigtig dejligt at være ude.

Den gamle kirkegård

Havnen

Fjorden

Den nye bydel på den anden side af fjorden

Kolder kinder

Stoooore skibe i havnen bytter plads

Sømandshjemmet og den gamle kirke

PS. Jeg er vild med den måde Harrison Ford løber på. Nogen andre der har lagt mærke til det eller er det bare mig?

Brrr – det er koldt!

Klokken halv elleve landede flyet fra Kastrup i Kangerlussuaq. Jeg sad midt i flyet og kunne intet se ud af vinduerne, men da dørene blev åbnet, strømmede kold frisk luft ind. Minus 25 grader udenfor… På trappen blev mit øre helt varmt af solen, men mine fingre iskolde inden vi var ovre i terminalen. Sad og ventede på næste fly med udsigt til klipper dækket af sne og en lille lakridspibe som snack (tak til kusine Marie!)
Ud i et Dash 7 fly (plads til 44 personer læste jeg mig til) og 25 minutter vestpå til Sisimiut. Her scorede jeg mig en vinduesplads og sad med næsen helt flad mod ruden for at kigge ned på al den sne. Ingen mennesker, ingen (synlige) dyr og ingen huse, bare klipper med sne.
Og så, helt ude ved kysten, en masse huse i blå, rød, gul og grøn spredt omkring fjorden (Ulkebugten). Lufthavnen ligger nord for byen, så vi fløj over byen og ud over vandet hvor piloten vendte flyveren så vi landede med næsen mod øst og havet på højre hånd. Solen skinnede over de snedækkede klipper og luften var så kold, at der stod damp i flere meters højde fra havet.
Jeg var så betaget, at jeg fuldstændig glemte at fotografere, men det var fortryllende smukt!

Ind i huset hvor toldbetjenten stod med en hashhund, og jeg blev hentet af Grethe (der er fungerende leder), Ajannguaq (Aja, har jeg fået lov at kalde hende, der er souschef), Jette (der er køkkenleder) og Miki (der er pedel og chauffør) fra alderdomshjemmet. Varm frokost og derefter rundvisning på alderdomshjemmet inden jeg blev kørt på vandrehjemmet, hvor jeg tilbragte første nat.
På vejen dertil satte vi en af beboerne (ældrerne bliver de også kaldt) af hos sin søn, hvor hun skulle være indtil dagen efter. Miki er alderdomshjemmets chauffør, og han plejer at hente og bringe både beboere og brugere af dagcenteret i hjemmets bus, der desværre er i stykker i øjeblikket. Men Aja fortalte, at han kender alle i byen.

Jeg fik mig en times tiltrængt lur, inden jeg iførte mig en masse tøj og gik ud i verden. Min intention var rigtig at få set byen, men i løbet af dagen var det blæst op og begyndt at sne… Da jeg havde gået de ti minutter ned til Spar, kunne jeg slet ikke mærke mine kinder. Så jeg gik på sightseeing i det lille supermarked i stedet og konstaterede bl.a. at et hvidkålshoved koster 40 kr.

Alderdomshjemmet og Spar

Udsigten fra Spar

Ejeren af vandrehjemmet sagde, at det var usædvanligt vejr. Normalt hvis det er så koldt, så blæser og sner det ikke. Og de har slet ikke haft så koldt vejr hele vinteren.
Jeg gik i seng og så de fire første afsnit af ”Mad men” – fantastisk serie!

I dag var første arbejdsdag. Jeg har fået en masse information og læst i alle de papirer, som tidligere fysioterapeuter har efterladt. Før mig har der været den samme fys i 3½ år. Hun rejste tilbage til Danmark i december, så de har været uden fys lidt tid. I kælderen af huset har hjemmehjælpen og kommunens ergoterapeut kontorer. Sophia, der er ergoterapeut, er oprindeligt fra Tanzania, men har været tyve år i Danmark og det seneste år med sin mand her i Sisimiut, fordi han havde fået arbejde. Hun er helt skøn og har en masse ideer til hvordan vi skal samarbejde og have faglig sparring med de fysioterapeuter, der arbejder på sygehuset, så hende glæder jeg mig til at arbejde mere sammen med.

I dag fik jeg gået mig en tur ud af den store vej, der går øst-vest. Der er hunde rundt omkring i byen, men ude i den østlige kant af byen var der hvalpe, som kom løbende da jeg gik forbi. Moderen stod bundet, så hun hylede og peb af dem, for ikke at få dem til at løbe for langt væk, vil jeg tro. Nøj, de var nuttede!

Lyst til at tage med hjem?!

Jeg vender tilbage med meget mere om byen og alderdomshjemmet og hundene og butikkerne og sproget og menneskene og maden og priserne, men lige nu er jeg træt. Og glad, hvis nogen skulle være i tvivl 🙂

Udsigt over havnen

Gammelt gult hus og den nye kirke

Midlertidig politistation, der var skimmelsvamp i den gamle bygning